Om skolen
Skolen med eleven i centrum
Rødmosegård skole er en selvejende dagbehandlingsskole, hvis formål er at skabe en skole, som passer til eleven – og ikke omvendt. Vores mål i samarbejde med forældre og andre aktører er at skabe nye læringsrum for elever, som længes efter en tryg skolehverdag og meningsfulde relationer.
Rødmosegård Skole er for de elever, som har brug for et særligt tilrettelagt skoletilbud fra start, samt for de elever, der allerede har været en del af folkeskolen.
Vi tror på, at alle børn har kompetencer og ressourcer. Vi arbejder ud fra, at alle børn gerne vil være en del af et fællesskab, og derfor spiller klasserummet en stor rolle.
Vi ønsker at skabe en skole, hvor eleverne udvikler sig i en positiv retning, både fagligt, socialt og relationelt og dermed opnår de bedste betingelser for at skabe et sundt liv, hvor de kan klare sig selv og komme videre uddannelsesmæssigt, erhvervsmæssigt eller anden form for beskæftigelse.
Den pædagogiske indsats omkring eleverne tilrettelægges nøje ud fra den enkelte elevs ressourcer og vanskeligheder, og der lægges vægt på en meget tydelig struktur; dagene må og skal være forudsigelige og forståelige.
Vi har stor opmærksomhed på at bygge videre på det eleven kan, og vi er accepterende i forhold til den enkeltes læringsproces. Således er alle forløb på Rødmosegård Skole individuelt tilrettelagt ud fra den enkeltes behov, kompetencer og udfordringer.
Skolefagligheden er i fokus, men det prioriteres at opbygge positive relationer med og omkring eleverne.
På Rødmosegård Skole er der plads til elever med:
- ADHD
- ASF
- Tilknytningsforstyrrelser
- Andre følelsesmæssige forstyrrelser
Vi har 15 pladser til elever på 0. - 10. klassetrin
- Vi tilbyder fuld fagrække
- Timeantallet tilrettelægges ud fra folkeskolens krav for det pågældende klassetrin
- Vi følger folkeskoleloven i forhold til fagrække, fælles mål, elevplaner og afgangsprøver
Værdigrundlag
Vi ønsker at skabe den bedst mulige udvikling for det enkelte barn. Med velfunderet læring og behandling sikrer vi udviklingen fagligt, relationelt og socialt.
På Rødmosegård Skole lægges vægt på at undgå fysiske konfrontationer og magtanvendelser. Derfor har eleverne altid lov til at gå udenfor og trække lidt frisk luft, hvis de bliver presset eller stresset over kravene i undervisningen.
Det betyder ikke, at der ikke stilles krav til eleverne, men det betyder, at de krav der stilles konstant overvejes og vurderes i forhold til den pågældende elevs aktuelle kapacitet.
Personalet møder eleverne, hvor de befinder sig og tilpasser kravene, så eleverne oplever, at der er tillid til, at de kan mestre skolens opgaver og forventninger.
Det er skolens grundlæggende opfattelse, at undervisningen har bedre forudsætninger for at lykkes, når den positive relation er til stede.
Eleverne oplever, at de bliver lyttet til, og at skolens sociale træning tager udgangspunkt i de udfordringer, som de aktuelt arbejder med.
At arbejde pædagogisk på denne måde indebærer derfor, at vi voksne har en klar erkendelse af og forståelse for, at arbejdet med eleven foregår via relationen mellem den voksne og eleven.
Rideterapi
Når vi anvender heste i undervisningen arbejder vi bevidst med at skabe nærvær med hesten, hvilket i høj grad foregår uden ord. Gennem denne kontakt oplever eleven en umiddelbar glæde, en følelse af samhørighed og succes. Hesteassisteret terapi giver os nogle gode rammer for at åbne op for en mere dybdegående og personlig dialog.
Tæt samarbejde med familien
Rødmosegård skole baserer arbejdet med eleverne på et godt samarbejde mellem skole og hjem. Dette ser vi som en forudsætning for at kunne stimulere den enkelte elevs udvikling og læring.
Ved at prioritere samarbejdet mellem skole og hjem oplever eleven en rød tråd i sin hverdag, der gerne skulle være præget af forståelse, gennemsigtighed, nærvær og tryghed.
Rødmosegård skole ønsker at sikre forældrenes mulighed for at involvere sig i elevens skolegang. Forældrenes involvering i deres barns skolegang sikrer, at skolen og forældrene i samarbejde tager ansvar for den enkelte elevs faglige, sociale og personlige udvikling.
Vi tilstræber at kontakte forældre 1 gang ugentligt eller efter behov.